søndag den 24. april 2011

Mail sendt til DANMARKS FOLKETING

Følgende offentliggørelse af et brev, jeg har sendt til DANMARKs Folketing, er en skriftlig koncentration af det oplysningsbidrag, jeg dels udgør, dels formår at formulere, så andre mennesker af det danske kan få glæde af det. For mig at se er det næsten altid sådan, at ytringer - hvadend der er tale om handlinger, kropslige udtryk eller tingsliggørelse, såsom kunstprodukter - dels afspejler det menneskelige livsstykke, man er, derved ens hjertekære ånd, dels den samtid, det samfund og den samhørighed, man er præget af, sådan set hører til og udvikler sig af.

Ikke alle hændelsers præg eller tilhørsforhold er lige gode, lige befordrende for ens personlige udvikling som menneske, derved det samfund, man er rundet af, står og går med. Og derfor gentager jeg, hvad allerede sagt er, nemlig, at det er ens hjertekære ånd, der må sortere. Til den ende kan man gøre brug af skrift og det har jeg jo så brugt tid på. Der er ulemper ved det, men fordelen er, at andre måske kan få glæde af at høre, hvordan jeg sorterer i vor samtids hændelser.

Det er sådan, at man altid skal være varsom med at udvikle sig med vilje, jeg mener, man skal også høre efter, hvad ens vilje, det man gerne vil, tjener. Især, når det gælder udvikling af landsvirksomhed og dens forudsætninger, såsom livsmæssige færdigheder, kyndighed til myndighed og lignende. En måde at sikre eller sørge for, at viljen til forandringer ikke går hen og lemlæster den allerede givne samhørighed af vort kød, er at lade være hørt. Altså følge lidt med i, hvad andre mennesker i det danske samfund siger og gør. Jeg gentager: Det er især vigtigt, når det gælder udvikling af landsvirksomhed, renovering af gamle institutioner eller bare opløftningen, indrømmelsen af det gode, som de måtte have bragt os.

Hvad sidstnævnte angår, med hensyn til at følge lidt med, ved jeg, at det kan være svært at gøre. Nogle følger med i mediebilledet, mens andre overhovedet ikke kan klare at høre på mere støj fra den kant. Ligeledes gælder det de forskellige, mere eller mindre velkendte, institutionelle kvarterer i den landsvirksomhed, der finansieres over skatten. Det er jo ikke alle danskere, der er statsansatte - og desuden er der jo, hverken noget dansk eller i sandhed udviklende ved statslig virksomhed.

Jeg er én af dem, der har fulgt lidt med i mediebilledet, som jeg så kalder det. Det betyder fjernsyn, aviser og internettet. Det siger sig selv, at man ikke kan overskue alt endsige tage notits af alle de mangeartede, tildels parterede billeder og udtryk, der gøres - men det lader sig alligevel gøre at danne sig et indtryk af, hvad sagerne handler om, når man tager udgangspunkt i eget hjerte for livet og det samfund, man først og fremmest agter på. Det egentlige medie er jo vort kød som værende beslægtede, deraf ligeværdigt stillede mennesker, så hvorfor nu disse medier til at udtrykke sig i og finde bølgelængde gennem via sprog: tale, skrift og billeder?

SVARET er mediernes historie, den mellem-menneskelige kommunikations historie, altså hvordan vi lige fra moders babs begynder at sutte, indtage næring, til lokummerne, hvor ufordøjelighedernes rester skal ud. Sådan er vor krop, vor næringsdrivende sammenhænge med arbejde, virksomhed, samfund og lande verden over. Sådan er menneskelivets udviklingshistorie indtil videre. - Fjernsynets tilblivelse kommer for eksempel af kikkertens tilblivelse, jeg mener, sådan kan man forstandigt indse, at vor evne til at gøre brug af redskaber også medfører at vi forbedrer vore redskaber. På den måde har vi opdaget det, vi kalder hele verden. Vi sejlede ud med stærkere og stærkere både og kunne derfor nå længere og længere ud, ja lige indtil vi fandt land igen og opdagede at jorden var rund . Vi har så at sige kortlagt verden, dens lande og folkeslag, på jordens overflade.

Og hele den opdagelses-bevægelse er nu ved at være indrømmet jorden rundt. Det betyder at ingen mennesker på jord efterhånden er i tvivl om, at der findes andre, lignende menneske i samfund, andre steder på jord. Ligeledes betyder det, at vi nu kan fastholde og udvikle hver vort land og vore menneskelige samfund på en ny måde. Nemlig ved at gøre sammenlignelighed gældende på kærelig vis og altså lære deraf. Det kræver ganske vist erfaring og indsigt, ja livsindsatser på indtil flere planer, men faktum er, at vi er kommet nærmere en fællesmenneskelig forstand, ligeledes nærmere den forstandige opfattelse af en opklarende, helligåndsbringede livførelse med samfund. Samhørigheden er ved at blive sand på forstandig vis, det man førhen kaldte guddommelig vis. - Dét er forklaringen på mediebilledets bølgelængder og altså vor tids kommunikerende og udlignende adfærd; der er indsigter, der skal sættes igennem, så det her beskrevne kan falde på plads og så en ny æra i menneskelivets udviklingshistorie på jord for alvor kan træde i kraft; indrømmes.

I den forbindelse værner jeg, naturligvis, først og fremmest om det danske, Danmarks rolle i den udvikling. Spørgsmålet er ikke, hvem eller hvilket land, der kommer først, ved mest eller tager teten, nej spørgsmålet er, hvorvidt de sande livserfaringer, vi med vor danske historie har gjort os, lader sig koncentrere til gavn for en livgivende samhørighed. Først og fremmest på vore egne, dermed som eksempel på et godt samfund - ja og så giver det sig selv i forhold til omverden, fordi den så oplever, hvad der menneskeligt set dur til noget. Det er det, jeg har søgt at koncentrere på Danmarks vegne, i håb for, at flere vil høre efter det hjertegods, vi som dansk samfund har tilvejebragt - og jo altså ikke skal give køb på, men fortsætte med at indrømme og videreudvikle os af til gavn for vort liv på jord; der fra og udefter.

På det seneste eller bare i henhold til mine livserfaringer med det danske samfund, er der sket mange ting, som aldrig skulle være sket. Der er mennesker, der havner i ulykke, der er mennesker, der slåes, der er mennesker, der dør, uden at komme til klarhed omkring deres livs gave, opgave og så videre. De når ikke at lære, hvordan et godt liv indrømmes og gøres, ja leves. Og det er skadeligt for samfundet, alle mennesker i det danske samfund, vort liv som helbredende, helende og hellig helhed. Ligeledes er lande, der vanrøgter deres egne også skadelige for en god udvikling mellem lande og deres befolkninger, den nødvendige handel og kommunikation. Da ikke mindst, når de så flygter op til os med ar på sjælen: angst, sorg og vrede.

Her, hvad sidstnævnte angår, kommer historien om de internationale organisationer, verdenssamfundet ind og fortæller os om den rolle de spiller, for at vi ikke render hjertegodset i hver vore lande over ende. - Ulykkerne fører til undertrykkelse af vort folkevid, det vil sige undertrykkelse af de livserfaringer vi som menneskedansk befolkning har gjort os og som ikke blot står i hver enkelt menneskes hjerte og vid, nej snarere på fornyende vis udgår fra den oplysningsvirksomhed, der gerne skulle foregå i landet. Og som jo så skal frem til det enkelte menneskes hjertelige åndsvid på forstandig samfundsbekræftende vis. - Det nytter med andre ord ikke noget, at danskere render rundt med en opfattelse af livet på jord, der svarer til den måde, man opførte sig på før vor tidsregning. Og satanedme-i-kraft-af-hede-hule-helvede heller ikke, når det kommer til de instanser, vi opfordres til at lide på, dermed tager ved lære af endsige står i ånd af.


Det jeg sigter på er at sørge for, at de ulykkelige hændelser, der rammer os, vore liv, vort samfund - ikke går hen og får magten over os ved at sætte sig som noget, vi bare må finde os i. Jeg gentager med andre ord: De ulykkelige hændelser må ikke blive udgangspunktet for tiltag, for forandringer, gøremål, handel, med videre. Nej, det må de ikke. Et godt eksempel på min pointe er, hvordan besættelses-tiden, anden verdenskrig, har sat så mange forrykte dagsordner i både Danmark og hele Europa, at det halve havde været nok. De dagsordner skal med andre ord afrundes, ud af deres grusomme baggrundshistorie og ind til deres gode tiltag, deres sande samfundsudviklende livserfaring med vore respektive befolkninger. Og det kræver opklarende indrømmelsesvirksomhed - Med atter andre ord betyder det, at man skal være opmærksom på, hvilken ånd, man gør gældende ved sine handlinger. Er der fortsat ærlighed i den, er der fortsat sandhed i den, kan den forløse, kan den skubbe eller trykke os i en opklarende retning, så vi derved atter kan løfte i flok, som man siger. Sådan noget synes jeg er vigtigt, men især på det samfundsmæssige plan og dermed også sagt i forhold til den ånd, der gør sig gældende via SKRIFTENs brug. - Får den os til at skide grønne grise eller har skribenten noget på hjertet, der løfter os til nye højder?

Herefter følger brevet med sine overskrifter.




****************************************************************************************************
Sådan kan det gå, når myndighed opstår uden kyndighed for livets foretagende med VORT
****************************************************************************************************


Til danske Folketings fremme

I holdes ansvarlige i god dansk menneskeforstand - det vil sige helt ind til det vikongeligt sande, oplysningstro menneskehjerte. Især indtil I behørigt har irettesat de undervisere, der har virket ved landets universiteter, de sidste 30 år. Jeg har anvist, hvordan: De skal flytte deres røv og rive bygningen ned med Deres hammer og mejsel, førend flere unge danske bliver vanrøgtet af deres løgne. Og hvad landets retstats-utopister (by-land-og-højesterets konsekvente tredeling af magten i kødet i henhold til Monteskid) angår, herunde de mennesker, der opretholder statsministeriel, dermed skatte-ret-statslig virksomhed i Danmark, står De i forvejen til ENTEN livsvarigt fængsel bag lukkede døre ELLER til legitim nedpløkning. - Medmindre I ønsker, at straffen skal falde i hjertet på Deres børn, naturligvis. Desuden har jeg foreskrevet, hvad der skal ske med kirken. Danmarks kirke står i VORT JERT og ikke i biblen, ejheller i henhold til latin-legemet i præsternes vanrøgtede kød, endsige ved deres tro på det nye vidnesbyrds opstandne opklarelse på baggrund af jødiske slægtsforetagender fra før vor tidsregning. Det gamle testamente (vidnesbyrd) er med andre ord de gamle danske slægter, det traditionelle Danmark  - og det nye testamente (vidnesbyrd) er det opkommende barns hjertelig klare forstand, rundet af menneskelivserfarende sands for Livet på vore egne. Bekræftes det nye vidnesbyrd, der kommer op af mulden ikke med hjertelig agtelse, kærelig livserfaren hånd af de gamle og sigtet med vor landsvirksomhed, så kan intet nyt vækstpotentiale opnå stærke, bæredygtige ben at gå på til videreudvikling af vor samhørighed omkring livets fornødenheder: Krop-ånd-vækst-og-næring. Og er der ikke hul igennem, som vi siger, jeg mener, kan vidnesbyrden ikke afleveres til offentligheden på en opklarende måde - møg på mødding og korn i lade - så kommer den ikke til at indgå i bekræftelsen af vor samhørighed og den grøde det giver os, vor trivsel fremover.

De mennesker, der de sidste 30 år har opretholdt en kapitalstats-logisk løn-og-straf-kultur VIL naturligvis fortsat modtage deres straf i Vor Herres eget navn - ikke fordi vi, VorHerreligheds menneskeånd, der i sandhed kommer og dømmer mellem livgivende og dødbringende ånder eller fordi jeg, er tilhænger af straf, men fordi De er det. Med andre ord, fordi de ved Deres arbejdsliv og degenererende åndsmåde er årsag til opretholdelsen af løgnens adfærdsregulering af kødet. Livets eget foretagende med mennesket og menneskelig samfundsudvikling har jo nemlig aldrig været et strafferetsligt anliggende, tværtimod er det som antydet: SATANs løgn, der fører til syge og dårlige domme, der videre ved deres organisering vanrøgter menneskelivet i sand dansk forstand, derved fratager os vor hørelse, så vi bliver tvunget til at gøre brug af skrift. - SATANs løgn er med andre ord udgået fra Universitetets akademiske kulturarv, herunder Folkekirken, Retstats-pamperne og derved skatte-stats-foretagendet, samt endeligt, hvilket gør mig særdeles ondt at måtte meddele: Folketinget. (Jeg holder hånden over Folketinget, men I kommer ikke fri af kirken og kongen - måske kommer vi derimod fri af de romersk-katolske ret-stats-idioters systematiske vanrøgt af vor forstandige ret som naturligt, hjerteligt begavet, menneske med sands for livets stærke, sandgode udviklings- kræfter). 

Nå, men det kommer vi alt sammen frem til, når I som jeg har sagt og anvist, ved kyndige myndigheders vikongelige hjertetro hjælp har fået sendt muslimer og jøder ud af Danmark og hjem til Deres hjemland med klar besked. Og på en pæn måde. Jøder og Muslimer er ikke velkomne i Danmark på grund af Deres indbyrdes og indforståede idiotier - og brug af gammel ret, som jeg har beskrevet det. Men mere vigtigt: De skal ud, fordi vi ellers ikke på en næstekærelig god måde kan forsvare deres hjertelige ret til livet, under det forestående opgør med de psykopatiserende kristne og deres organisationer i Danmark. - Vær opmærksom på de sandgode, menneskehjertelige kræfter i landets embeder, uanset min eller andres opgør med den institutionelle, vanrøgtende virksomhed, som de forestår; de kan blive gavnlige. Jeg tænker især på de vikongeligt hjertetro med forstandig menneskesands for vore egne, der måtte forefindes - eller opstå - i landets kødelige retssamfund. De findes også indenfor kirken og i det hele taget rundt omkring. Thi sådan er oplysningens bevægelse, når den kommer op til vor hjertelig stærke forstand i Gudlivet, Menneskelivet og Folkeviddets navn: menneskeDANSKER af gudDANMARK.




Nkh. Jens Haarup Mortensen